Tale ved overrækkelsen af Finn Juhl-prisen 2016

Hvad var det der gjorde Danish Design verdensberømt på Finn Juhls tid? Altså i det der er blevet kaldt guldalderen i dansk design, de 20-30 år fra efter anden verdenskrig til slutningen af 60’erne. Og hvad skal der til, for at fremtidens Danish Design har tilsvarende internationale kvaliteter?

Der er allerede blevet givet mange gode svar på det spørgsmål, men jeg synes fortsat det er værd at stille, og Finn Juhl-prisen er en god anledning. For globaliseringen tager jo stadig til og skærper kravene til danske og nordiske designere. Den internationale konkurrence er både et vilkår, man må tage på sig, og en mulighed man bør gribe.

Og den situation giver anledning til at interessere sig for det, der på nudansk hedder best practices: Historien er ikke blot fortid i sort-hvid og muntre retro-bølger, men en læremester, en faglig sparringspartner, en underliggende strøm af inspiration, løsninger, måder, refleksioner og skæverter at udforske eller undgå.
Når udlændinge møder dansk og nordisk design, er der i hvert fald tre træk, mange bemærker som karakteristiske: For det første er det ordentligt lavet. Det er blevet til i en udpræget respekt for materialer og metoder, i den forstand, at designerne grundigt udforsker hvad bestemte materialer kan, søger nye løsninger, finder ud af, hvor lidt man kan nøjes med og hvordan man indretter produktionen mest rationelt.

For det andet er det funktionelt. Det virker, det løser et reelt eksisterende problem, udfylder en mangel, tager hensyn til brugerens behov og indgår i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor få, gode ting bidrager bedre end mange halvgode.

For det tredje er det naturligt. Dagslyset, som vi er helt afhængige af på disse breddegrader, spiller en væsentlig rolle, ligesom træet, jernet, kalken, teglstenen – naturmaterialer og bæredygtige processer drevet af en sans for naturligt smukke former, der er rare at røre ved og kun bliver pænere af at blive brugt.
Tre karakteristiske træk, der sjovt nok passer med ambitionen i den vesterlandske kultur om at afbalancere det rationelt sande med det samfundsmæssigt gode uden at tabe det formmæssigt skønne af syne.

Giv os et eksempel på design der rammer den balance, siger I så: Ja, tag for eksempel en god park i en nordisk by. Den er gennemtænkt, velorganiseret, offentligt tilgængelig døgnet rundt og et naturlignende, grønt helle for afslapning og leg. Men jeg kunne også som eksempel vælge et design af hver af dagens tre prismodtagere.

Astrid Krogh væver i nye materialer som neonrør, optiske fibre, ståltråd, folie, plastik osv. Hun bygger bro til ”den frie kunst” ved at balancere virtuost mellem kunst (installation) design (vævede gardiner, tæpper, forhæng, belysning) og arkitektur (rumdannelse, indretning og dekoration). Og hun møblerer de rum hun arbejder i – og vores sanser – på måder som rum og møbler i traditionel forstand sjældent formår.

Rasmus Fenhann er både uddannet møbelsnedker og designer, og fortsætter dermed traditionen fra netop den danske møbelguldalder, hvor Finn Juhl og hans samtidige, som Klint, Wegner og Mogensen, alle selv kunne håndværket og arbejdede tæt sammen med de snedkere, der fremstillede deres møbler. Rasmus Fenhanns geometriske skulptur-møbler og -lamper er inspireret af den forfinede japanske papirverden og dens perfektionistiske træarbejder, men kan også overraske og kalde på smilet. Hans ting er forunderlige som rumskibe og mumier og dog lige så naturlige og hverdagstilgængelige som en stump fældet elmetræ reddet fra Kongens Nytorv.

Jonas Edvard laver designgrundforskning i, hvor lidt vi kan klare os med. Men der er intet romantisk eller moraliserende over hans ting. Han finder materialer og bindemidler i naturen – som kalksten, ler, harpiks, tang og svampemycelium – og laver møbler og lamper som kan spises eller er fuldstændigt nedbrydelige. Som en Thoreau flytter han ud i skoven og laver selv sin bolig, sine møbler og sine transportmidler (en tømmerflåde) af det han finder dér. Jonas Edvards ting er på én gang unika og prototyper til fremtidens design og måder at tænke og producere på – en fremtid der som bekendt allerede er her.

Fremtidens Danish Design? Ja, for pokker da. De tre designere, der modtager Finn Juhl-prisen 2016 har allerede bevist og vil uden tvivl fremover bevise, at der internationalt er efterspørgsel efter form- og materialemæssige nybrud, det gennemført tænkte, tegnede og udførte og den basale grundforskning, der bidrager til en global, bæredygtig samfundsudvikling.

Astrid Krogh er således for længst etableret som en international kapacitet i kraft af den særegne blanding af noget stærkt poetisk og det såkaldt ”chokerende nye” ved hendes værker. Hun viderefører Finn Juhls interesse for det arkitektoniske gesamtkunstværk og gør det i en æstetik, der rækker ind i en fremtid, hvor lys, genstande og rum vil spille sammen på hidtil ukendte og subtile måder. Astrid Kroghs arbejde er en satsning og udtryk for en usædvanlig originalitet, som fremtidens krydsfelt mellem kunst, design og arkitektur ikke kan undvære.

Rasmus Fenhann er en klassisk skolet, stædig ”træmand”, der gerne bruger et år på et møbel, men samtidig ikke viger tilbage for at udnytte det mest avancerede isenkram inden for computere og laser-skærere til at perfektionere sine ting. En ”Fenhann” er allerede en klassiker, og med sin ihærdighed og nysgerrighed er han en fornem repræsentant for videreførelsen af den danske møbeltradition og samtidig i fuld gang med at erobre en god bid af fremtiden på sit felt.

Jonas Edvard er en original vovehals på et område, hvor mange har knækket halsen. I en tid, der kalder på CO2-reducerende produktions- og forbrugsmønstre, er forbløffende få designere lykkedes med at gøre bæredygtighed ikke blot teknologisk og samfundsmæssigt men også æstetisk interessant. Jonas Edvard får prisen for at sætte sin karriere ind på at udforske ukendt terræn i kanten af civilisationen for at redde civilisationen. Hans arbejde er NOMA på designfeltet. Og også i den forstand er han en original og aktuel viderefører af Finn Juhls glæde ved organiske former i en naturgroet, meget nordisk æstetik.

Hver for sig og til sammen repræsenterer Astrid Krogh, Rasmus Fenhann og Jonas Edvard således fremtiden for dansk design i en verden, der nok er gennemglobaliseret, men stadig bør være forpligtet på balancen mellem det sande, det gode og det skønne. Tænk igen på den velorganiserede, offentligt tilgængelige, grønne park. Eller som det ville hedde med en graffiti: Lyset ind i træet; træet ind i hovedet; hovedet ud af busken.

Til lykke til jer alle tre!
Christian Bundegaard

www.astridkrogh.com
www.fenhann.com
www.jonasedvard.dk