Finn Juhl Priser til møbelkunstnere fra Japan, Grønland og Danmark.

Fire fremragende møbelkunstnere modtager årets Finn Juhl Priser: Risa Sano og Yasuyuki Sakurai, som udgør det japanske Mentsen Studio. Aviaaja Ezekiassen, som har grønlandsk baggrund. Og dansk-svenske Chris Liljenberg Halstrøm.

De fire møbelkunstnere modtager hver 100.000 kroner ved en festlig begivenhed på Ordrupgaard tirsdag den 24. maj kl. 17.

Priserne motiveres af scenografen Steffen Aarfing, bestyrelsesmedlem i WH-fonden. Fondens formand, Bjørn Bredal, er vært.

Om prismodtagerne:

Risa Sano og Yasuyuki Sakurai, tilsammen Mentsen Studio

De to designere udviser en slags overlegen ydmyghed i deres omgang med møbelkunsten. Det kan næsten ikke blive mere spartansk, med en stædig fastholdelse af typologier. En stol er en stol, en sofa en sofa. Møblerne prøver ikke at aftvinge brugeren nye rutiner. Men hvert møbel er fastholdt af et dogme, et designgreb, der gør ideen robust overfor den produktionelle virkelighed. Risa og Yasuyuki er insisterende designere, der med stor omhu udvikler rigtige møbler til en bæredygtig fremtid.

 

Aviaaja Ezekiassen

Som designer er Aviaaja Ezekiassen optaget af synergier mellem fortid, nutid og forventninger til fremtiden. Det kan lyde næsten uimodsigeligt, men det er ikke så enkelt at efterleve. Når Aviaaja dertil føjer bevidstheden om at rumme to kulturer, synes enhver designopgave næsten uoverstigelig. Alligevel fremstår hendes prototyper med en suveræn sjæl, der, uden at forfalde til identitetsturisme, spænder en stærk bue fra det Grønlandske håndværkstradition, til nye, postindustrielle fremstillingsmetoder. Aviaaja Ezekiassen står til at rykke op i klassen, at komme i gode hænder, hos kloge og modige producenter.

 

Chris Liljenberg Halstrøm

Chris Liljenberg Halstrøm har markeret sig stærkt i dansk møbelkunst, ikke bare med sine klare bud på de mere dagligdags funktionelle møbler, men også med klart poetiske og eksistentielle værker. I en design epoke hvor alt skal gøres op i genstandens Insta-appeal, udgør Chris’ produktion en velkommen tænkepause. Mange af møblerne indbyder til slow-looking og tåler at blive siddet på. I Chris’ mere personlige produktion er titlerne ofte metaforer, men værkerne mister ikke deres autonome kvalitet, bare fordi de også vil fortælle os noget. Udførelsen bærer en mening i sig selv.