Årets Finn Juhl priser, tirsdag 29. maj 2018, på Blox
Motivering for tildelingen af Finn Juhl-prisen 2018 til arkitekt Dorte Mandrup, kurator Marie Louise Helveg Bøgh / Fabrikken og professor Anders Abraham
De fleste kender Finn Juhl som møbeldesigner, men han var faktisk uddannet som bygningsarkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København.
Dengang gik man som studerende hos en af professorerne, og Finn Juhls læremester var Kay Fisker, der som arkitekt ikke mindst var – og er – kendt for en række store boligbebyggelser – hele karréer – i København.
Fisker var både som arkitekt og professor på Arkitektskolen dybt optaget af det, der dengang hed “boligproblemer”. Det betød for det første helt konkret manglen på boliger til de mange, der flyttede fra landet til byen, fordi det var her, der var arbejde at få, efterhånden som landbruget og hele samfundet blev industrialiseret. Og for det andet handlede boligens problem om, hvordan man kunne opføre bebyggelserne og indrette lejlighederne efter moderne, rationelle principper, i stedet for modeluner og historiske stilforbilleder.
Finn Juhl kom under studiet i sommerferiepraktik hos en af tidens førende, modernistiske arkitekter, Vilhelm Lauritzen, og blev efter praktikken hængende på tegnestuen i ti år og arbejdede her blandt andet på toneangivende projekter som Radiohuset i Rosenørns Allé og Kastrup Lufthavn.
Mens han tegnede møbler i fritiden, var det således via eksperimenter med boligindretning og indretningen af kulturbyggerier, at han lærte nogle af de faglige principper, der fulgte ham livet igennem.
Da Finn Juhl som selvstændig endvidere fik mulighed for at udvikle erfaringerne fra sine læreår gennem sit arbejde som udstillingsarkitekt og i en årrække som underviser i boligindretning, lå det efter min og Wilhelm Hansen Fondens opfattelse lige for, i år at give den pris, der bærer hans navn, til tre udøvende professionelle, der hver på deres felt er blandt de fremmeste inden for henholdsvis bolig- og kulturbyggeri, udstillingsdesign og arkitekturundervisning.
Arkitekten Dorte Mandrup har således for længst placeret sig som en af Danmarks betydeligste arkitekter i nutiden – og jeg vil vove at gætte på, set fra fremtiden, en af de betydeligste overhovedet. En række af hendes værker fra de seneste år – som Vadehavscentret, indretningen af kollegium i et vandtårn i Jægersborg og sportshallen Prismen på Amager er allerede kendt, prist og berømmet i den arkitekturinformerede del af den brede befolkning.
Mindre kendt er det, at for Dorte Mandrup har vejen til at få de opgaver – som hun så efterfølgende løste med en eminent, egensindigt kunstnerisk sikker hånd – været fuld af mindst lige så mange forhindringer, som dem Finn Juhl sloges med, fordi også han insisterede på, at kunstnerisk integritet og funktionelle løsninger skal kunne rummes inden for samme værk. At fortsætte med at være sig selv, og lave det man ved er rigtigt – selv når tegnestuen er faretruende nær ved at bestå kun af hiin enkelte, som Kierkegaard sagde – det kræver mere end talent og stædighed.
Det kræver en vis barnetro på det æstetiske i vores dagligdag, der rækker langt ud over smukt og grimt og helt ind i det konkrete, ofte helt fysisk varme venskab med tingene, som man bygger af, og med de levende væsener omkring én, som man bygger for. Tjek Dorte Mandrups byggerier på tegnestuens hjemmeside og tag så ud og besøg nogle af dem i virkeligheden. Netop den venlige imødekommenhed, som skandinavisk arkitektur med rette er kendt for ude i verden, er i Dorte Mandrups huse realiseret med en betydelig omsorg for materialer, detaljer og brugbarhed. Men de er også konciperet med en umiskendelig holdning – en idealisme, der sikkert ville være brandirriterende, hvis den ikke blev leveret med en lige så umiskendelig humoristisk sans.
Kunsthistorikeren Marie Louise Helveg Bøgh har taget springet fra den etablerede museumsverden og en fast stilling på Arken ud på den givetvis noget mere gyngende grund som daglig leder af kunstner- og designerfællesskabet Fabrikken på Amager.
Nu om dage er et kunstnerkollektiv et konglomerat af små private virksomheder med fuldgyldigt cvr-nummer og performance indicators, og arbejdsredskabet er en Macintosh og ikke en hashpibe. Det kræver dog formodentlig a hell of a blæksprutte at skabe arbejdsro, sammenhold og inspirerende rammer for ikke færre end 80 uhyre selvstændige kunstnere og designere. Men sådan én er heldigvis Marie Louise Helveg Bøgh. Dertil har hun en betydelig sans for det besværlige men nødvendige demokrati i et sådant foretagende.
Arbejds- eller atelier-fællesskabet med det let ironiske men også ret iværksættende navn Fabrikken kan imidlertid meget mere, end at være tag over hovedet for kunstnerne. Med Marie Louise Helveg Bøgh ved roret arrangerer man workshops, seminarer og forelæsninger på tværs af kunst, design og arkitektur, og åbne for offentligheden. Fabrikken bidrager konstruktivt til samfundsdebatten om miljø, byplanlægning og kulturarv. Da Københavns Kommune lukkede den ellers glimrende, internationale gæstekunstnerordning, åbnede Fabrikken den igen. Og det er typisk: udsynet rækker langt ud over atelieret, ud i det danske samfund og verden omkring det.
Det er jo ikke til at vide, om Finn Juhl – da hans karriere i 60’erne gik i stå, og det tyndede ud i både opgaverne og inspirationen, og tegnestuen blev til én mand, der flyttede hjem i sit hus på Kratvænget i Ordrup – ville have haft glæde af at sidde i et fællesskab som Fabrikken i stedet for på en villavej i en forstad. Men det er klart, at det er befrugtende, når man arbejder kunstnerisk – og dermed ofte alene – ind imellem at kunne småsnakke uforpligtende med andre, der udkæmper parallelle søslag lige inde ved siden af. Fabrikken er realiseringen af en vores ældste utopier – den om det arbejdende fælleskab af frie individer.
Arkitekt Anders Abraham er professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Institut for Bygningskunst og Kultur. I sin undervisning og med sine egne ting – skal vi kalde dem værker eller projekter? det ene lyder for meget af kunst, det andet for meget af arkitektur – ja, jeg spørger, fordi Anders Abraham bedriver grundforskning i det, der gør former til former, forskelle mellem orden og uorden, mellem det der er der og det der – lige nu, måske – ikke er der.
Det lyder abstrakt, og det er det også, for Anders Abraham går til arkitekturen som den abstrakte maler går til naturen: Han tager ikke noget for givet, men gætter på at der er en sandhed bag kulisserne. I værkerne – eller projekterne – tager det dog oftest en meget konkret, håndgribelig og uhyre arkitektonisk relevant form. Ligesom andre arkitekter løser han problemer, opgaver, bygger huse som folk kan bo i eller som med projekt Hunstad, der blev vist på arkitekturbiennalen i Venedig i 2016, en hel lille landsby, tænkt og defineret påny, en genskabelse af den gensidige afhængighed, der kommer af at bo tæt sammen, af at have en opgave og en funktion i fælleskabet, men også en egen dør at lukke.
Anders Abraham arbejder konceptuelt, men altid med den klare forudsætning, at det er arkitektur, der er målet. Visionerne er bygbare, så at sige, også selv om de – fordi de er grundforskning – ofte må forblive urealiserede. I sin undervisning forsøger han at opdage og opildne den samme konceptuelle bevidsthed og iagttagelsesevne hos sine studerende. Den glæde han selv har ved håndværket, glæden ved at tegne en god tegning, har har en udviklet sans for at opdage hos andre. Det vækker genkendelse, som han siger, når man ser en god tegning: “Man bliver glad for man ved at det betyder noget.” Anders Abraham insisterer på, at kunst og arkitektur som aspekter af den samme helhed ikke lader sig adskille. Ind imellem har en bygherre ment, at hans forslag var “for kunstnerisk”. Til dem siger han: “Kan noget virkelig være for poetisk, for smukt?”
Dette års modtagere af Finn Juhl-prisen gør hver for sig, på tre vidt forskellige måder, en indsats for, at det kunstneriske ikke bliver noget, som man hænger på arkitekturen, som en eftertanke, en udsmykning eller en stil. Op imod den kraftige, brede strøm midt i floden, hvor man bekvemt fra liggestolen på øverste dæk af krydstogtskibet “Halvgodt” kunne ligge og indkassere de opgaver, der altid vil være til dem der vil nøjes med det middelmådige, svømmer de stædigt den anden vej.
Det er ikke en redningskrans, vi smider ud til dem, for det behøver de ikke. Men ser man sådan nogle som dem i bølgerne, skal man være der med en Finn Juhl-opmuntring. Det ville manden selv i al sin stædige kamp for det kunstneriske i faget, have – ja netop – sat pris på.
Tillykke
Christian Bundegaard
