Catherine Poher
Takketale ved prisfesten på Chr. IV’s gamle børs den 29. oktober 2019
I en tid hvor alt skal måles og vejes, hvor effektivitet og stor hastighed ofte forveksles med kvalitet, hvor politikerne opfordrer kunstnerne til at give borgerne hvad de vil ha, er det mere nødvendigt end nogensinde at fonde som Wilhelm Hansens beskytter kunstens udførende miljøer og holder fanen højt for at kunstnerne bliver ved med at give borgerne dét som de ikke vidste de vil ha. Som Edgar Morin sagde ’’Som følge af at vi gentagne gange ofrer det væsentlige på grund af påtrængende nødvendighed, glemmer vi den påtrængende nødvendighed af det væsentlige.’
Vi kunstnere er forpligtede til at forvandle livet til poesi.
At insistere på vigtigheden af skønhedens skrøbelighed, på nødvendigheden af at bygge broer imellem generationer, nationer, racer og sprog og genvinde vores barnlige sjæl har ligget mig på sinde.
Når man er mange sammen til en koncert eller en scenekunst-forestilling synkroniserer vores ører, vores øjne, vores åndedrag og vores hjerteslag sig med hinanden, taget løfter sig, alt vibrerer. Ja, englene kan finde på at synge.
Vi er blevet beriget, berørte, besjælet. Vi føler os levende.
Ja, det er det som KUNSTEN kan – når det virkelig lykkes.
Som den franske digter Christian Bobin skriver:
”Teater er meget enkelt. Man sidder sammen i mørket og lytter til lyset.”
Tak og atter tak, kære bestyrelse, fordi I bidrager til at lyset bliver ved med at lyse.
Jeg har været heldig til at arbejde med hundreder af dygtige kollegaer. Jeg ved jo at jeg ikke kan takke hver og en, så vil jeg nøjes med at fremhæve nogle få. Kirsten Dehlholm, som er skyld i at jeg er i Danmark og to uundværlige venner, som har rejst sammen med mig igennem mange kreative processer. Thomas Eisenhardt fra Åben Dans og Bodil Alling fra Gruppe 38.
Også de sørger for at lyset bliver ved med at lyse over det danske og internationale kulturlandskab.
