Steffen Aarfing
Motiveringstale ved prisfesten på Chr. IV’s gamle børs den 29. oktober 2019
Hvis Cathrine Poher skulle være smuttet under jeres radar, og det kan ske, fordi du ofte befinder dig i højde med meget unge mennesker, så lad mine lige gi jer den kortest mulige introduktion:
Catherine er arkitekt, billedkunstner, dramatiker, forfatter, instruktør, scenograf og alt andet, der måtte være nødvendigt for at skabe magisk teater.
Cathrine, det er din omgang med det vi ikke ved, at vi godt ved allesammen, det kollektivt ubevidste, som fascinerer os.
Du skaber situationer i rummet, som minder os om noget, vi måske ikke har oplevet før, men som vi helt sikkert alligevel genkender og skriver vores eget liv ind i.
Dit teater rekalibrerer vores forhold til virkelighed. Du giver stædigt de mest banale handlinger ny mening, så vi måber og villigt lader os forføre.
Dine værker, og dem jeg ved mest om, er dine samarbejder med Rio Rose og gruppe 38, -de dufter alle af sådan nogle langtids-hævede laboratorieforsøg.
Hvordan kan en lommelygte og en gammel krystalvase få blomsterne til at vokse for øjnene af os?
Eller, hvad der nok var mit første møde med dit poetiske greb, da du lod en ældre dame på scenen, omhyggeligt og med al tid i verden, spise sin suppe, som om det på een gang var både det mest banale man kunne foretage sig og samtidig den sidste suppe i menneskeheden.
Jeg ved stadig ikke præcis sige jer HVORFOR hun sad der, men jeg tror egentlig også, at din pointe var, at det hvorfor ikke var vigtigt, men hvordan.
Forestillingen hed Ta ti Ting, og var en øjenåbner for mig.
Som voksne kan vi både la os rive med af dit talent for at besjæle dagligdags ting, og blive fascineret af at se tilblivelsen på scenen. Men man skal ikke tage fejl af, at det for et yngre publikum kan være forbundet med livsfare og ægte gys, at træde ind i din forestillingsverden.
At tale i øjenhøjde til flere generationer på een gang er noget af en bedrift, en problemstilling du dagligt griber om. Blandt andet gennem dit private korstog mod begrebet Børneteater. Et ord du helst vil udrydde, sådan helst med det samme, falsk varebetegnelse.
Jeg startede med at remse en masse af dine stillingsbetegnelser op, men når jeg læser dit cv, er der nogle titler, der bliver ved med at gå igen: medinstruktør, medscenograf, medforfatter, mentor.
Titler, der vidner om den generøsitet, der omgiver dine kunstneriske processer. På teatret kan man ikke lave noget alene. Man kan have stærke meninger om hvordan det gerne må ende med at se ud, men hvis vi ikke deler ud af vores tvivl, kommer vi ingen vegne. Tvivl, delt i to, blir til nysgerrighed, delt i fire, til mod.
Det vidner dine samarbejder med bl.a. Kirsten Dehlholm, Tove Bornhøft, Ray Nusselein , Hans Rønne, Bodil Alling og mange flere af de store profiler, der tegner det billedmættede teater, i Danmark og internationalt.
Når vi i fonden er så enige om at uddele denne pris til dig, er det altså kort sagt, fordi du er så unik i din evne til at fange det uhåndterlige, give det form og sætte det fri igen, som poesi.
Vi håber du vil ta imod prisen, med den ubetingethed, der følger med. ingen blomstrende projektbeskrivelser nødvendige. Bare giv dig tid til at være Catherine.
Jeg har for nyligt gået og puslet med noget Shakespeare, og har taget en sætning med hjem fra teatret, for at gi den videre til dig, fordi:
“Du gir et luftigt ingenting et navn,
en skikkelse, et hjemligt sted at bo.”
Tillykke med prisen
