Maj, 2017
Tale ved overrækkelsen af Finn Juhl-prisen 2017
Finn Juhl-prisen 2017 går til tre af de største talenter i den yngste generation af møbeldesignere. Der sker noget i dansk design for tiden. Og mens man tidligere ellers mest har hørt om det industrielle design – ”småtingene” som vi vil kalde dem her i denne snævre kreds af møbelvenner – så er møblerne nu også kommet med. Mange af dem er endog i træ, og mange af dem bliver til i dialog med den nedarvede tradition fra den danske ”møbelguldalder” fra slutningen af 1930’erne til omkring 1960. Årets tre prismodtagere: Isabel Ahm, Christian Juhl og Stine Weigelt, er alle bevidste fornyere af den tradition. De har alle tre endnu kun få ting i produktion, men hvis vi ikke tager meget fejl, så står de også alle tre på tærsklen til gennembruddet. Og det er her, Finn Juhl-prisen kommer ind i billedet.
I den tidligste tekst vi har af Finn Juhl, kaldte den kun 19-årige arkitektstuderende ”funktionalistisk” for et ”idiotisk” ord. Det var ungdommeligt mod men også modent skarpsyn i 1931. Anledningen var en anmeldelse af intet mindre end den nordiske funktionalismes manifest, bogen Acceptera, af den svenske kunsthistoriker Gregor Paulsson, arkitekterne Gunnar Asplund og Sven Markelius og andre, og det udsprang af Stockholmsudstillingen i 1930 og hele den strømning, der var omkring den modernistiske arkitekturs ankomst til Skandinavien.
Det forfatterne mente, at man skulle acceptere, var hverdagen og hverdagens udfordringer, som de stillede sig for arkitekterne. I stedet for at hælde stilhistoriens mere eller mindre vilkårlige dekorationer på vilkårlige huse og møbler, gjaldt det om at definere genstandens funktion gennem en analyse af behovet for den og en beregning af dens mest rationelle konstruktion, så ville selve udformningen følge af dens funktion. Det kunne man kalde funktionalisme, men som allerede den unge Finn Juhl havde set, dækkede det ikke, som han skrev i sin artikel, ”den moderne stræben efter den rigtige form.” Men hvad var den rigtige form?
Når det ikke var dækkende at kalde den moderne arkitektur og brugskunst for funktionalistisk, så var det fordi selv den rene funktion, løsningen på det problem, man som designer eller arkitekt står over for, ikke kun kan have én form. Naturen er fuld af snilde, funktionelle løsninger. Men den udtrykker sig i en mangfoldighed af former. Det samme gælder naturligvis menneskets konstruktioner, der et langt stykke ad vejen er modelleret efter naturens metoder og love.
De tidlige funktionalister i 1920’erne og begyndelsen af 30’erne mente, at maskinen som den næsten rent funktionelle genstand den var, kunne være forbillede for al anden konstruktion, herunder også arkitekturen og brugskunsten. Maskiner har som alt andet værktøj og redskaber en indbygget rationalitet, der både er økonomisk, konstruktiv og social. De er økonomisk og konstruktivt optimerede efter deres formål, og de kan anvendes af alle, der har brug for dem, og derfor er de demokratiske og socialt nyttige.
Men det besvarer ikke spørgsmålet om den æstetiske dimension. Med mindre man da går ud fra, at en ting kun kan se ud, som det den er. Ja, at denne ”naturlige” form overhovedet findes. For selv maskiner kan som bekendt se meget forskellige ud. Teknologien har også sine normer, sin tradition og historie. Intet er givet. Altså må man tilbage til tegnebordet, og finde ”den rigtige form”.
På Snedkerlaugets Møbeludstilling i efteråret 1945 viste Finn Juhl en af sine bedste stole overhovedet, den der hedder 45-stolen. Tidsskriftet Arkitekten skrev:
”Interessantest på udstillingen er vel nok Finn Juhls arbejder, også fordi vi her så tydeligt ser et afklaret resultat af mange års eksperimenter. Han … har logisk opløst hver opgave i sine funktioner og selv skabt formerne ud fra disse. De første år virkede disse forsøg overdrevne, til tider søgte, så meget mere interessant er det nu at iagttage resultatet, som denne mand er nået til ad sine egne veje.”
Det med de ”mange års” eksperimenter var måske lidt flot om én, der først havde fået egen tegnestue samme år. Men det man skal hæfte sig ved, er det med, at han ”logisk [havde] opløst hver opgave i sine funktioner og selv skabt formerne” – og de formmæssigt funktionelle resultater var han ”nået til ad sine egne veje”. I det med at finde egne veje indgår der – som årets prismodtagere hver for sig vil vide – et ikke ringe element af eksperiment. Eksperimenter er imidlertid noget der koster, og det kommer vi tilbage til om lidt.
Desuden afhænger det af, hvad man mener med eksperiment. Finn Juhl var livet igennem præget af, at han egentlig ville have været kunstner eller om ikke andet kunsthistoriker. Samtidig var fuldtud klar over forskellen på den frie kunst og arkitekturen og brugskunsten. ”Møbler er møbler”, som han sagde, ”altså brugskunst og ikke skulptur”. Men han forsøgte altid at snige den kunstneriske arbejdsmetode ind i ”den moderne stræben efter den rigtige form”. Ikke mindst for at redde eksperimentet.
Eksperimenter er i videnskabelig forstand en proces, der afkræfter hypoteser, og dermed ikke nødvendigvis et mål i sig selv, i hvert fald ikke når det er fundet med teknologisk udvikling og industriel produktion. Kunstneriske eksperimenter derimod antager oftest form af kunstværker, og det eventuelt ufærdige får lov at være en vigtig del af udtrykket og dermed resultatet.
Anmeldelsen fra 1945 roser Finn Juhl for at kunne begge dele: På ”videnskabelig” vis har han ”logisk opløst hver opgave i sine funktioner” og på kunstnerisk vis ”selv skabt formerne ud fra disse”. Det er vel heller ikke helt forkert, at han undervejs slog nogle skævere, så resultaterne blev ”overdrevne” og ”søgte”, det ligger jo i eksperimentets natur, at det kan gå galt.
På et tidspunkt lavede Finn Juhl et formeksperiment, der nok var ved siden af. Det slog hans kollega Børge Mogensen ned på i en principiel og temmelig polemisk artikel, og det kom der lidt af en barsk strid ud af blandt de ellers tilsyneladende så fredsommelige ”træmænd”. I et interview nogle år senere sagde Børge Mogensen:
”Det er noget vrøvl, det med disse eksperimenter. En kunstner, der arbejder alvorligt, vil aldrig udstille noget, han betragter som et eksperiment. Han vil komme med en ting, han kan stå inde for. Og så er det resultatet af eksperimenter. Bevares. Men det er et resultat.”
En anden af deres Guldalderkolleger, Hans J. Wegner lå nok i det spørgsmål tættere på Finn Juhl. Wegner sagde, at engang imellem kunne han ”ikke lade være med at futte et eller andet af, som man godt nok er klar over, kun er et eksperiment. Vi ved jo aldrig, hvornår vi er færdige med en ting. Man kan godt få lyst til at udstille noget, der kun er et forsøg. For sin egen skyld. For at blive klar over sig selv og for at se en reaktion. Ellers bliver man også så kedelig.”
Finn Juhl var oplært i funktionalismen. Han bestræbte sig på at vise, at han kendte forskel på skulptur og møbler. Men insisterede samtidig på, at det kunstneriske udtryk – uanset om man laver fri kunst eller brugskunst – må være selvstændigt. ”De formende evner hos en kunsthåndværker”, sagde han, ”er vel de samme som hos en billedhugger. En stol er ikke bare et kunstindustrielt produkt i et rum, det er en form og et rum i sig selv.”
Derfor ville Finn Juhl givetvis have genkendt og anerkendt, hvad det er årets tre modtagere af hans pris har gang i:
Isabel Ahm er en energisk og udadvendt designer, der ligesom Finn Juhl ikke nøjes med at tegne et enkeltstående møbel, men tænker og udformer det i sammenhæng med de omgivelser, det skal indgå i. Hun tager udgangspunkt i, hvordan folk faktisk bor og lever, og betragter menneskekroppen som en formmæssig inspiration og en organisme i interaktion med andre organismer, men også med genstande, atmosfære, levned, fordomme, drømme, idéer osv. Et godt eksempel er Eldr, Ahms fortolkning af den klassiske Windsorstol. Stolen danner sit eget rum i rummet, som en nærmest ”naturgroet” form, samtidig med at den er uhyre skarpt og proportionelt elegant tegnet og udført. Og så kan man – som i Finn Juhls stole – sidde på mange måder i en Ahm-stol.
Christian Juhl er et stortalent, der selv om han kun lige er kommet ud fra designskolen, allerede har fået ting i produktion hos Bolia og Andersen Furniture, og har vundet flere priser. Christian Juhl har arbejdet hos HAY og Fritz Hansen, i deres Designudviklings afdelinger og arbejder på nuværende tidspunkt i HAY’s udviklingsafdeling. Christian Juhl arbejder ligesom ”Onkel Finn” (de er ikke i familie) med den klare forudsætning, at et møbel er et møbel og ikke en skulptur – uanset møblets skulpturelle kvaliteter i øvrigt. Hans overlegne studier i hvad der ”kan lade sig gøre” afslører, at han er tidligere lærling hos Rudolph Rasmussens Snedkerier, og faktisk ved en hel del om, hvordan tingene laves. Et godt eksempel er loungestolen Wedge, der gav ham Bolia-prisen 2012. Stolen er udelukkende samlet med kiler og kan således let skilles ad og transporteres – akkurat som man ofte har arbejdet med i den danske møbeltradition.
Stine Weigelt blev valgt af COOP som den første unge designer til at tegne nyt til genoplivningen af FDB Møbler, der ellers primært genoptager en produktion af udvalgte klassikere. Hendes fint skulpturelle og samtidig ukrukkede og funktionelle bud, den trebenede stol ”Anker”, forener således det elegante hos Finn Juhl med det bedste fra djærvheden hos Juhls modstander i striden om eksperimentet og de frie former, Børge Mogensen, der som bekendt i mange år var netop FDB Møblers chefdesigner. Alene den brobygning er en pris værd. Men også Stine Weigelts vittigt-umulige krydsning mellem kunst og design, en koncept-køkkenstol til en svunden tids husmor eller hendes enkle og smukke dækstol for Skagerak viser talentet.
Jeg er sikker på, at I alle tre kun alt for godt ved, hvad eksperimenter koster. Men vi beder jer om at holde ud lidt endnu, og blive ved med – som Finn Juhl – at gå jeres egne veje.
Bjørn har nogle konvolutter til jer; vi håber, at de kan opmuntre jer til at fortsætte med både at eksperimentere og gøre tingene færdige. Konvolutterne er fra Finn Juhl. Han kunne ikke selv komme i dag, men han bad os om at hilse og ønske jer hjerteligt tillykke med Finn Juhl-prisen 2017.
Christian Bundegaard