Årets Finn Juhl priser, tirsdag 28. maj 2019, på Det Kongelige Bibliotek
Kære prismodtagere, kære gæster
Jeg har ikke nået at kende Finn Juhl, men med den lille smule, jeg har nået at kende Hanne WH, er jeg ikke meget i tvivl om hvordan rollerne fordelte sig i den Juhl’ske/ Hansen’ske husholdning ude på Kratvænget.
Hvem af dem, der bar den mest kulørte hat, eller hvem, der reflekterede længst i den gode lænestol, hjemme ved pejsen.
Lidt på samme måde er det også med vores prisfester her i WH-fonden. Om efteråret, når mørket er faldet på, fejrer vi Hannes virke med høj musik, dans, drama og rabalderbuketter.
Og om foråret holder vi så vores reflekterende, sortklædte og diskret jazzificerede møbelpris-uddeling.
Som scenograf står jeg dagligt med et ben i begge lejre, og jeg lover jer, at de to temperamenter i kunsten, som vores velgørere stod for, længes og læner sig mod hinanden hver dag.
Så årets prismodtagere er valgt med særligt sigte på den lige linie, vi kan spænde ud mellem de to sider af kunsten.
Ikke et enten- eller, men et både og, en dobbelthed i fondens arbejde, som vi er stolte af at fejre.
Det performative, det dramatiske og, Anne, Eske, er i den grad nærværende i jeres arbejder. I evner at få jeres objekter til at både at være til stede i sin egen ret, men også at optræde som noget mere, end det vi ser.
Jeres værker indeholder det teatralske, forstået både som det metafore, et billede PÅ en situation, og fordi de leder tankerne hen på en handling, før og efter lige præcis det øjebliksbillede, som I vælger at udstille.
I lægger begge to værktøjet til side, lige før hele historien er fortalt færdig og banaliteten lurer.
At påstå at I, sådan i snæver forstand designer stole, som lige lader sig fabrikere, vil nok være overdrivelse.
Men jeg er sikker på, at mange af jeres refleksioner over form og materiale, ville have været genkendelige for Finn Juhl, der heller ikke gik af vejen for at presse sine materialer til det yderste.
Om lidt vil Christian Bundegaard fortælle mere om sit fabelagtige værk om Finn Juhl, men jeg kan ikke lade være med at stjæle en anekdote fra bogen, -om rivalen Børge Mogensen:
Om hans fnysen over kollegaen Hans Wegener, der ved en lejlighed udstillede en stol, der kunne betragtes som et forsøg, for, som Wegener sagde, “at blive klar over sig selv og for at se en reaktion.”
Børge Mogensen slog det hen som vrøvl. “Den slags hørte ikke hjemme på en udstilling, her skulle man forvente resultater, ting man kan stå inde for.”
Hos begge jer er hver eneste genstand et åbent spørgsmål, der peger mod det næste forsøg.
Her er det, vi må hylde frontløberne som jer, der systematisk tilsidesætter vanetænkning. En praksis, som en DF-politiker i øjeblikket vælger at kalde Pling Plong og klatmaleri.
Anne Brandhøj
I dit arbejde med svindrevnerne, som er tabuet i al møbelindustri, har du vist de sprækker af kontroltab, det element-of-chance, der adskiller design fra kunst.
Du viser os genstande, der sætter revnerne i det tørre træ i centrum, lærer os at elske det negative rum, der opstår, hvor træet, der engang var helt, har givet efter og åbnet sig.
Når jeg ser de sorte stålkiler, du nogengange slår i revnerne, forestiller jeg mig lyden, smældet af det øjeblik, hvor lyset trænger igennem træet, og danner sprækker, der aldrig lader sig tvinge tilbage.
Endnu mere iscenesat er søjlen, der var dit bidrag til Snedkernes Efterårsudstilling sidste år. Bygget som en site-specific kommentar til udstillingsrummene på Thorvaldsens museum.
Ikke bare er det en piedestal, der har det ene formål at holde sig selv oppe, den kalder også på dramaet i transformationen:
En klassicistisk sokkel, ovenpå fire spiralformede jalousi-låger, sat på højkant, så de snor sig ind om kernen, og giver søjlen en ny spinkelhed. Det velproportionerede objekt skifter form for øjnene af os fra en massiv plint, til en sammenrullet form, spinkel, som en våd hund..
Selv når du bliver fornuftig et øjeblik, og tager afgang med, stol, bænk og bord, så kan du alligevel ikke lade være at vende det på hovedet, bogstavelig talt.
Eske Rex
Når du udfolder en planke, fra ende til anden, kløver den med fast hånd på langs, men ikke helt igennem, så den tilsyneladende tvangfrit lægger sig ned i to spejlende ender, så ser jeg ikke bare træ og form, men også handlingen, de kræfter der har været på spil.
Som om du i værket også fortæller om tilblivelsen, nok ikke som det var at lave det, men som man drømmer om det, enkelt og glidende.
Hvor plankens indre er mest udfoldet og eksponeret, løfter det sig fra underlaget, giver plads for eftergivenheden, det fjedrende i de spinkle flanger, dannet af den flækkede planke. Et værk hvis enkelthed ikke står i vejen for en million fortolkninger.
Dit cylindriske refugium til Koldinghus, en høj, slank, tøndeformet konstruktion, som på ydersiden fremstår kølig. Træet behandlet med håndværksmæssig og designmæssig hæderlighed.
Når vi træder ind i det, er vi pludselig omgivet af et forkullet indre, som om dets beboer har sat brand i alt omkring sig og branden er stoppet, lige før den trænger igennem til det intakte ydre.
Takashi Murakami forklarer i en af sine romaner, at når man skal have sit publikum til at tro på det fantastiske, skal man fortælle det meget detaljeret.
Idag har du taget en uudgrundelig form med, der står her. Igen temaet af det udfoldede træ, spinkelt holdt sammen med et tøndebånd og en snor, der kan spændes ligesom i rammesaven. Igen med en omhu i udførelsen, der forfører os til at tro at det har en, endnu ukendt, funktion, som det bare er op til os at afkode.
Eske Rex, Anne Brandhøj, det er en kæmpe ære for bestyrelsen at dele Finn Juhl priser ud til jer to! Tillykke!
