Årets Finn Juhl priser, fredag 27. november 2020, House of Finn Juhl/One Collection’s showroom, Gothersgade 9
Kære prisvindere
Finn Juhl og Hanne Wilhelm Hansens liv sammen har, når jeg taler med dem, der har oplevet dem begge, været både en inspiration og en gåde.
Fællesmængden var kunst og livsglæden, men de har nærmet sig fra to ret diametrale vinkler: Hanne, med umiskendeligt forretningstalent, bravour og et stort entourage af kunstnere fra især musik og teaterlivet. Finn Juhl, med sin eftertænksomme omgang med farve- og formbegreber og store kunsthistoriske baggage.
De har begge været en del af den modernisme, som gjorde skandinavien globalt i 50’erne og 60’erne. Begge har stået forrest i fornyelser, ikke bare fordi man kunne, men fordi det gav mening for dem.
Jeg tror at Finn Juhl kom meget tæt på den sandhed, da han påpegede vanskeligheden ved at lytte til Stravinskij siddende i en rokoko sofa. I den forstand har de begge stræbt efter at være i sync med deres samtid, på tværs af kunstarter men alligevel indenfor noget, der idag nok ville ligne et meget lille parnas af kulturradikale.
Den kortslutning af kunstarterne, hvor kuriøs den må være, er central i fondens afsøgning af priskandidater, som praktiserer det lige nu.
Vi vil gerne lægge os tæt op ad de oprindelige kriterier, lede efter de nye mestre i møbelformgivning, med fokus på stolen.
Men vi vil også gerne spænde buen til beslægtede former, hvor den konstruktive ekvilibrisme bare er en del af vejen til værket. Hvor det dramatiserede narrativ er til stede. Hvor genstandenes iboende fortælling er indlejret i håndværket.
Så derfor er det lige netop jer tre, der er indbudt her idag.
Det er slående, at tidligere tiders udviklingsarbejde i møbelkunsten typisk har taget navn af den siddende monark, Louis Seize skrivebordet, Edwardianske stole, Chr.d.8 sofaen, -en påmindelse om at innovation dengang var knyttet til elite.
Nu er det eftertankens anti-establishment, der er forretningsgrundlaget i møbelkunsten, de, der ser bæredygtigheden og værdsætter fortællingen i møblet.
Vi holder af at kortlægge vejen fra råmateriale til færdigt møbel, at se både møblet og tilblivelsen som en del af vores identitet.
I modsætning til mange andre designsfærer er møbelkunst idag stadig præget af en prøv-og-fejl kultur. Der er noget befriende ustrategisk over godt møbeldesign, kort vej fra skitse til den første model. Ny teknologi er ikke bare forbeholdt masseproduktion, men forenkler også prototypen.
Nye produktionsformer tilbyder en fremtid til meget små oplag og det unikke.
—
Kære Jonas Lyndby jensen,
Vi kan nok ikke komme meget tættere på FJ’s egen definition af møbelkunst end med dit arbejde.
Taktil til det yderste af neglene, med en evne til stole på din fingerspidsfornemmelse, bogstavelig talt, får du udfordret træet derhen hvor jeg tror at Vodder og Juhl, måske skjult bag lidt ærgerlig sarkasme, ville lette på hattene i respekt.
Din dialog med materialet er høfligt lyttende, men alligevel stædig.
Det er dig der bestemmer, ikke træet.
Forholdet mellem det bærende og det bårne, var et tema som FJ dyrkede til perfektion, f.eks stol nr 48, 108, 53’eren derhenne. Med et nik både til de gamle ægyptiske møbler og den traditionelle kinesiske arkitektur, hvor farvesætningen holder orden på havd der bærer og hvad der bliver båret. Det som kommer i spil i mange af dine værker, f.eks din Walter lily Konsol, hvor mødet mellem lodret og vandret bliver opløftet til at være noget, ikke sådan med blinkende lygter, men med en diskret insisteren.
I alle dine Water Lily møbler er fladens afslutning ikke bare en detalje, men et bærende motiv.
Som hele møbelseriens emblem, ses den ultra taktile udfoldning af bladtemaet, i en, ofte ret pludselig translation mellem konkav og konveks. Perfektioneret, ikke mindst gennem cnc-teknikken, der får træet til at fremstå så føjeligt som ler, uden at gå på kompromis med de hårde træsorters ubøjelighed.
Den lille udkragning, der ikke bare afslutter formen, men i høj grad tilføjer meningsfyldte funktioner. Kanten har næsten på forhånd givet efter vores trang til at sætte os. I hænderne på Pixars animatorer, ville flangen sikkert straks træde i karakter: folde sig ned og indbyde til at sætte sig, for straks at vende enderne i vejret, når noget skulle bæres.
Dit Megingjör∂ møbel, på godt dansk vel det man kalder en daybed? Opkaldt efter Thors bælte. Jeg forestiller mig at det har taget navn efter det næsten svævende bånd af let krummet træ, der hænger over den traditionelle briks. Resultatet er en overlegent møbel, der både er minimalistisk og omfavnende. Og så ville jeg ønske at Finn Juhl havde kigget lidt på benene.
Jeg har også lyst til at nævne Lønstrup bordet, selvom vi ikke lige kan se det her. Det er et meget stramt skrivebord, trækker spor tilbage til samme age-of-innocence som Finn Juhl skabte Nyhavn bordet i. Fra før skrivebordet var noget der blinkede imod os, før det rejste sig fra vandret og blev virtuelt, men pakket ind i billig plastic, med dets bremsespor af kabler.
Lønstrup bordet, i eg, tror jeg, og linoleum indbyder til en meditativ minimalisme. En lille opkant i det højre hjørne, som en forglemt grat, der undslap høvlen, men både med den direkte funktion at holde på det vi skubber til side, men også tilføjer et symbolsk privatrum til bordet.
Derunder hænger papirskuffen, der nikker til Finn Juhl og skriger på simpel living. Den Marie Kondo’ske tanke, at vores liv kan rummes i en A4 skuffe har du taget alvorligt, her rummes ikke plads til fortrængte rudekuverter, men kun til gårsdagens bedste skitse.
Endelig nævner jeg lige din ske-stol, der på en underfundig måde minder mig om hvor snævre grænser vi sætter op for os selv, i definitionen af form og funktion. Her er begge dele til diskussion, -du skaber mening med dine møbler.
Jonas, tillykke med prisen, du får en lille stol med hjem, den ER samlet
—
Ben and Sebastian
Set fra mit standpunkt, er jeres insisteren på at frame og emballere vores immaterielle, eller næppe håndgribelige angst, et bærende tema i jeres nyeste arbejder.
I udpakker intet for øjnene af os, men et Intet, som stirrer tilbage på os, sætter vores voyeurisme i spil.
Den blivende fascination ved jeres arbejder, er knyttet til håndværkets indsats for at skabe autoritet og autencitet, hvor det ikke findes.Give fiktionen substans, fremkalde en fornemmelse, uden at føre bevis.
Blive ved at insistere på præcision i udtrykket, uden behovet for forklaringer.
I jeres “Department of Voids” handler det om at iscenesætte tvivlen, og det gør i gennem stærke materielle henvisninger.
I tilføjer en ukendt historiefortælling gennem en nøje orkestreret patinering, der forfører os til at se genstandens livsforløb, præcis som I ønsker vi skal se det. Materialerne taler direkte til os.
Her er remateriaisering gennem en tur i havnen ikke nødvendig.
Walther Benjamin taler et sted om kunstværkets evne til at kigge tilbage på os: at spadsere bag en person, der føler ens blik i nakken og vender sig om:
Jeres arbejder opfordrer, i kraft af den store håndværksmæssige kvalitet, til en længere granskning. Og i den granskning er risikoen, eller chancen for at værker ser spørgende tilbage på os imminent.
I andre værker som monster møblet “The Office” materialiserer og katalogiserer I meningsløsheden i et udsøgt stykke håndværk. Ved første øjekast et skrivemøbel fra en nær fortids bureaukrati, ved nærmere eftersyn et Kafkask univers af tilsynelanden orden, der fører ingen steder. Men den suveræne tilvirkning gør det umuligt at afskrive påstanden.
Kuldegysningen har indfundet sig.
Jeres “City of the reOrientated” Udstillet på Designmuseet, er en dragende miniatureverden, hvor træ og gips både er særdeles materielt til stede, men også sender os i en skalaglidning, så vi lader os forføre ad små trapper rundt i et spinkelt, næsten neuralt kaos.
Et endeløst univers, hvis ikke det var skåret til med skarpe snit på alle sider, -som et anatomisk præparat. Ophængt udstillet, som et dragende Gulliver-univers vægtløst i sin montre.
Jeres værker er så dragende i deres tilblivelse, at man konstant må vende tilbage, for at få bekræftet en mistanke, eller bare genopleve. Som en af de tunge drenge i tysk dramatik engang beskrev som:
forskellen mellem det triumferende Ha!, der følger af pludselig at have forstået alt, og det forsigtige aha, der afslører at vi har fattet en smule af noget større.
Tillykke med Finn Juhl prisen, der er også stole til jer, jeg kan ikke vente på se hvad I stiller op med dem…
