Tusind tak til Wilhelm Hansen Fonden og til bestyrelsen for denne pragtfulde pris, som jeg vil bruge med omhu og omtanke og stor glæde – og jeg vil tænke med taknemmelighed på den kærlighed hvormed den er stiftet og givet…
Kærligheden til dansen, musikken, teatret – kærligheden til kunsten – som er så vigtig for os mennesker, så vi kan lære os selv at kende og fatte en flig af det uforståelige – for kunsten bor i os alle med dybe kræfter – så stor tak til dem der hjælper til og forstår nødvendigheden af denne fødsel..
Jeg tror på at teatret, når det er godt, er mere påtrængende vigtigt end nogensinde..
I disse digitale tider hvor travlhed er moderne, hvor alt skal kunne betale sig, og hvor der ingen steder er stille, uden at man bevæger sig dybt ind i skoven. Hvor man dyrker kroppen og ikke ånden, og hvor det ikke mere er en gave at kunne lytte og sanse – ja i disse tider – er teatret et godt sted at være. For hvor i verden kan du ellers sidde med andre i et mørkt rum hvor mobilerne er slukket (for det meste i hvert fald) og sammen opleve det foruroligende smertelige og morsomme – hvor du på det ubevidste plan i dig selv kan lytte til ord, du må række dig efter – hvor du kan iagttage billeder, der udvider din verden, får dig til at nære følelser du ikke vidste, du havde brug for at åbne dig mod – samt en stadig voksende klarhed i pagt med de historier der skabes foran dig.
I dette strål – når kunst er nærværende – udvikles vores empati, klogskab og følelsen af at vores liv bliver til… Det tror jeg på…
I teatret kan du fordybe dig i den store tanke, fordi den gode tekst altid er det bærende brændpunkt – lige fra klassikerne (hvor de gamle ord bliver trukket ud af mørket og kastet op på væggen foran publikum fornyet gennem vores egen tid) – til den moderne dramatik der igen og igen skal blive forløst stærkt og uovervindeligt. Det tror jeg på …
De fleste fjendskaber opstår ofte på grund af misforståelser, fordi vi ikke øver os på sprogets vingefang og nuancer. Vi må aldrig – aldrig glemme at læse alle vores vidunderlige digtere (de døde såvel som de nulevende), og gennem deres fantastiske værker mærke ordenes kraft og menneskesindets skrøbelighed.
Min elskningsdigter Inger Christensen skriver i værket abc:
At
”Efteråret findes, eftersmagen og
eftertanken findes, og enrummet findes,
englene, enkerne og elsdyret findes,
enkelthederne findes, erindringen,
erindringens lys, og efterlyset findes,
egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden,
ensomheden findes, og edderfuglen og
edderkoppen findes, og eddiken findes,
og eftertiden, eftertiden.
Fiskehejren findes, med sin gråblå
hvælvede ryg findes den, med sin
fjertop sort og sine halefjer lyse findes
den, i kolonier findes den, i den såkaldt
Gamle verden findes også fiskene og
fiskeørnen, fjeldrypen, falken,
festgræsset og fårenes farver,
fissionsprodukterne findes og
figentræet findes, fejlene findes, de grove, de systematiske, de tilfældige,
fjernstyringen findes og fuglene,
og frugttræerne findes og frugterne i
frugthaven hvor abrikostræerne findes,
abrikostræerne findes i lande hvor varmen vil frembringe netop den farve i
kødet abrikosfrugter har”.
Tak Inger Christensen i din himmel fordi du findes – tak fordi du skrev det ned og til evig tid minder os om alt de, vi er i færd med at glemme.
Tak fordi Wilhelm Hansen Fonden findes og som gennem disse milde gaver fortæller omverdenen hvor vigtig kunsten er …
Af hele mit hjerte tak … Jeg er umådelig glad for denne pris …
