Lidt om penge
Formand Bjørn Bredal om Wilhelm Hansen Fonden
Ved prisfesten på Chr. IV’s gamle børs den 29. oktober 2019
Velkommen til vores prismodtagere, til vores nye WH-ensemble og til vores første husdramatiker. Velkommen til hver og én af de ansøgere, vi har haft den mulighed og den glæde at kunne støtte – alle navne er med i det trykte program, undtagen Sort/Hvid, som vi har glemt at anføre, men husket at sende pengene til, så en særlig velkomst til jer.
Og det er al den jord, jeg har, og alt, hvad jeg begærer, sang vi lige med Ludvig Holstein. Men de fleste af os har jo brug for lidt mer’, end vores såler bærer. Det er 25. gang, at Wilhelm Hansen Fonden holder prisfest, og derfor har vi for én gangs skyld besluttet at sige en lille smule om penge.
Fonden har delt 100 millioner kroner ud i sin levetid, og i år, 2019, kommer vi til at dele ca. otte millioner kroner ud til dans, musik og teater og arkitektur, især møbelkunst, sådan som fondens stifter, Hanne Wilhelm Hansen, har skrevet i fundatsen, at vi skal gøre.
Hanne havde tjent sine gode penge på at drive forlagsvirksomhed akkurat inden for dans, musik og teater, og da hun stiftede fonden gjorde hun det med de ord, som vi ofte citerer: Pengene skal tilbage til dem, der har tjent dem. Kunst og kultur er særdeles aktive dele af dansk erhvervsliv, ikke en udgift for samfundet, men en kæmpestor indtægt i enhver forstand.
Fondens formue, som ikke er blevet mindre med årene, består af aktier og obligationer, et par huse i Gothersgade i København, hvor det gamle forlag og nodeforretningen lå, plus 25% af Norsk Musikforlag samt ikke mindst alle rettigheder til Finn Juhls møbler i hele verden. Hanne levede nemlig sammen med Finn Juhl og arvede de rettigheder, som hun forærede fonden.
Køb Finn Juhl møbler, kære venner! Så kan I sidde lige så stille på jeres flade og være med til at støtte kunst-livet, ligesom vores primære licens-holder, det fantastiske firma i Ringkøbing, OneCollection, gør ved at producere og sælge møblerne og betale licens deraf.
Hermed også sagt, at vi i bestyrelsen for Wilhelm Hansen Fonden ikke er de rene skønånder – vi har også den opgave og det privilegium at passe godt på de midler og de forretninger, som Hanne har betroet os.
